I søndags hørte vi den lille historie, hvor Jesus stiller stormen på søen. Han er taget ud på søen sammen med sine disciple, og det blev et voldsomt uvejr, så båden skjultes af bølgerne, men han sov. Og de gik hen til ham, vækkede han og sagde: Herre frels os, vi går under. Da siger han til dem: Hvorfor er i bange I lidettroende? Så rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham.

Mon ikke alle mennesker, der har været ude ved livets kant, umiddelbart forstår, hvad denne lille historie handler om? Den handler jo om, at dér, hvor alt glipper, dér hvor alt håb er ude, dér er der kun Vor Herre at række ud efter.

Jeg tror, at båden skal være et billede på vores tilværelse i al almindelighed. Normalt - for det meste - går det jo meget godt. Det kan være solskin og magsvejr. Vi har gode og glade dage. Det kan for så vidt også blæse en smule op, men vi er jo solidt og godt inden borde, vi har ikke noget virkelig at frygte. Vi har bygget en god og solid tilværelse op, vi kan klare mange ting. Vi har bygget et samfund og en videnskab op, som kan klare mange ting for os. Men neden under det hele ved vi godt, at det hele er ligesom et korthus. Det kan pludselig vælte, og så er der ikke noget, der kan redde situationen. Eller for at blive i billedet, det kan blæse op, sådan at der ingen redning er.

Og det kan blæse op for ung som for gammel, for klog som for mindre klog. For onde som for gode. Der er ingen logik i det. Det går ikke efter nogen form for fortjeneste. Pointen er, at vi alle kan komme derud, hvor der ingen redning er. Vi kan komme der gennem et langt forløb, hvor vi langsomt skridt for skridt drives ud til kanten. Vi kan også komme der pludseligt fra det ene øjeblik til det andet. Og der, hvor vi står med tomme hænder og intet magter og intet kan stille op, dér er Vor Herres sted. Han blev jo selv drevet derud, dér hvor han kun havde ordene tilbage: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig. Men dér er han altså, dér hvor det enkelte lille, bange menneske må sige ordene: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Hvad mener jeg nu helt præcist med, at dér er han? - Jo, dér er han med sit ord: Se, jeg er med dig alle dage indtil verden ende. Uanset hvor du måtte komme hen, uanset hvilken håbløs situation du måtte blive anbragt i, så stol på og regn med, at dér var jeg før dig, og jeg ér der allerede, når du kommer. Og jeg slipper dig ikke. Alt er muligt for Gud, også det er umuligt og utænkeligt for mennesker. Stol derfor på, at der er en vej fremad, også dér hvor du kun kan se kors og grav. Sådan taler Gud til mennesket, dér hvor mennesket rækker ud efter ham: Herre frels mig, jeg går under.

Jeg ved ikke, om det kan være os til trøst i dag, men jeg ved, at det er det eneste, vi har at holde os til ude ved livets kant - enten dét eller ingenting.

Vi er samlet i dyb sorg, fordi vi skal sige farvel til Mette Tersløse Jensen.

Mette har været igennem et strengt sygdomsforløb, som jeg ved, I alle har levet intenst med i. Mette har kæmpet og kæmpet og I har håbet og bedt lige til det sidste, men der var altså ikke noget at gøre. Mette sov stille ind i fredags, omgivet af sine nærmeste. Jeg ved, at det forløb, Mette har været igennem, har gjort et stort indtryk på jer alle, fordi - ja fordi I holdt så meget af hende, og fordi I næsten ikke har kunnet bære den tanke, at hun var ved at dø fra jer. Det gælder lige fra Denver og Inger og mormor og Mettes Far - til alle jer andre.

Der var så meget liv og så meget livsbekræftende i Mette, at det smittede af på alle, som kendte hende.

Hun blev kun 44 år, men man kan virkelig sige om hende, at hun levede, mens hun levede. Hun nåede og prøvede på sine 44 år mere end de fleste. Uddannelse, arbejde, udfordringer, oplevelser, livsglæde, - det var Mette. Men også - i de seneste år - ro på tilværelsen, stabilitet og hygge i huset på Grønvej sammen med Denver.

Jeg tror, man kan sige om Mette, at hun gav meget, men hun fik også meget. Og kvaliteten af et menneskes liv måles nu engang ikke på antallet af år, men på den betydning, det har for andre. Og i det lys skal man ikke lade glæden over det, man fik, ødelægge af bitterhed over dét, man ikke fik.

Nu skal så I, alle Mettes nærmeste, til at leve et liv uden hende. Men hun forsvinder ikke ud af jeres liv. Det hun var og det hun gav jer, det vil altid være hos jer og være med jer. Sorgen vil mildnes, - glæden over alt det, I fik, vil blande sig med sorgen. Til Denver vil jeg sige: Det kan være svært at se det lige nu, men stol på, at der er altid en vej fremad. Altid.

Nu om lidt ude på kirkegården siger vi farvel til Mette. Vi siger igen de ord, der bliver sagt ved ethvert kristenmenneskes dåb: Lovet være Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det er håbet: Der er altid en vej fremad. Med det håb siger vi farvel til Mette, og med det håb går vi hver især hjem til det liv vi skal leve. Den tid, vi får. Indtil andre skal sige farvel til os.

Ære være Mette Tersløse Jensens minde. -

Amen